Taittinger

I den betagende region Champagne i Nordfrankrig ligger ét af de mest anerkendte champagnehuse. Vinhuset der er kendt for sin karakteristiske stil, der prioriterer elegance, tradition og tidløs klasse er, med sine rødder, der strækker sig langt tilbage, en sand ambassadør for champagnens verdenskendte finesse og kompleksitet. Vinhuset hedder Taittinger.

I 1734 grundlagde Jacques Fourneaux dét, der skulle vise sig at blive begyndelsen til Taittinger. Men det var først i 1932, da Pierre Taittinger købte ejendommen – Château de la Marguetterie, at vinhuset fik det navn det bærer i dag. Pierre Taittinger var en visionær og passioneret mand, der forelskede sig i Champagne-regionen og med sin særprægede stil, der var kendt for dens finesse og elegance begyndte han, med en stærk vægt på Chardonnay-druen, at skabe husets nuværende legende. Pierre Taittingers kærlighed for kunst og kultur formidlede sig også i vinens æstetik, hvilket tydeligt er videreført gennem de næste generationer.

Efter Pierre Taittinger, har flere familiemedlemmer bidraget til at forme og drive vinhuset, herunder hans søn François og senere hans børnebørn, som Pierre-Emmanuel Taittinger.
Under Taittingers ledelse har familien fortsat med at udvikle sig – altid med øje for traditionen, men med en vilje til at omfavne moderne teknikker og innovation. Familien har skabt et væld af champagner, der spænder fra deres forførende ”Brut Réserve” til den ikoniske ”Comtes de Champagne”.

Efter en ganske kort adskillelse fra familiens hænder, blev Taittinger i 2006 købt tilbage af Pierre-Emmanuel Taittinger sammen med sine børn, sønnen Clovis og datteren Vitalie. Sammen arbejder de i dag, side om side, og med dette træk blev familieforbindelsen genoprettet og forpligtelsen til både kvalitet og integritet blev fornyet.

Noget der virkelig adskiller Taittinger, fra øvrige huse, er dens helt fortryllende kældre. Hugget dybt ind i kridtgrunden i Reims, er de tidligere romerske grotter nu blevet hjemsted for millioner af flasker champagne, der langsomt modnes i den konstante temperatur. En vandring i disse kældre er som en fascinerende rejse gennem tiden, hvor du ikke kan undgå at mærke historien på dig og forstå den tid og omhu, der indgår i hver flaske.

Med indbegrebet af finesse og kompleksitet er en af Taittingers signaturbrusere, ”Comtes de Champagne” – en champagne, der kan fortrylle selv den mest kræsne gane.
Selv før åbningen formidler den elegante flaske en følelse af antikken, en hyldest til greverne i Champagne, hvilket i sig selv er en indikation af den luksus, der er i vente. Champagnen der er, som gyldent sollys fanget i et glas, har med dens meget delikate bobler, der stiger op som små fine perler på en usynlig tråd, en næsten fløjlsagtig mousse.
Når du nærmer dig glasset vil næsen straks blive mødt af en symfoni af noter. Aromaer af hvide blomster, som jasmin og lilje, modne frugter med en friskhed af citrus og en rig kompleksitet af brioche og honning.
På ganen møder du noterne af friske citroner, grønne æbler og hvide ferskner der blandes med en subtil mineralitet og med en cremet tekstur, der giver denne champagne en silkeagtig kvalitet. Dertil har ”Comtes de Champagne” en helt perfekt balance mellem modenhed og friskhed og en dybde på ganen, som lover en bemærkelsesværdig smagsoplevelse.

I en tid, hvor bæredygtighed og miljøansvar er et utrolig vigtigt emne, at tage et standpunkt i, har Taittinger heller ikke stået stille. De har omfavnet moderne teknikker, der reducerer carbonaftryk og sikrer bæredygtig vinproduktion – uden at gå på kompromis med kvalitet. Taittinger-familien har vist, at selv med den dybeste respekt for traditionerne og fortid men samtidig med et øje for fremtid, så kan man med ægte passion og engagement, fortsat skabe noget tidsløst og helt fortryllende.

Taittinger er mere end blot en champagne. Det er en arv og en forpligtelse til kunsten – at lave nogle af verdens bedste bobler. Fra den første duft til den sidste dråbe, er det en oplevelse der taler til sjælen. -Og i denne verden, der ofte opleves som hastværk og øjeblikkelig tilfredsstillelse, minder Taittinger os om, at nogle ting i dén grad er værd at vente på.